Inge Lis Jørgensen febr.- maj 2018

Inge Lis Jørgensen udstillede fra februar til maj 2018 i Tarm kirkehus.

Inge Lis Jørgensen fortæller:
Jeg er optaget af rytmer og farveklange -og det gælder både når jeg maler figurativt og abstrakt.
Min inspiration finder jeg i naturoplevelser. Landskabet er ofte mit motiv, både i akvarel og oliemaleri.
Somme tider bliver landskabsoplevelsen omsat til friere kompositioner, som ikke forestiller landskabet, men er inspireret af lyset, farverne og rytmerne i naturen. Det er vigtigt for mig at være i tæt kontakt med de landskaber, jeg tegner eller maler. Derfor arbejder jeg gerne direkte ude i landskabet og bruger ikke foto som forlæg for mine billeder. Jeg forsøger at indfange det, der berører mig, og at formidle min oplevelse i et enkelt og klart formsprog.
Uddannet på Århus Kunstakademis 4-årige fagskole for maleri 1987-91. Har lært tegning og grafik på et 2-årigt forløb på Grafisk Skole, Århus 1984-85. Har udviklet mit maleri ved at male og se gennem alle årene og har løbende søgt faglig sparring via kurser bl.a. på Holbæk Kunsthøjskole, Randers Kunstskole og Århus Kunstakademi.
Jeg er medlem af FAKTOR13, professionelle kunstnere i Silkeborg og omegn.
Jeg underviser i tegning og maleri på Billedværkstedet i Silkeborg, en kunstskole for voksne under AOF.