Egvad Kirke

Kirken er opført af tilhugne kampestens kvadre, bortset fra øverste del af tårnet som er mursten. Kirken er hvælvet og tækket med bly. På nordsiden og i østgavlen i kor har der været rundbuede, men nu tilmurede vinduer.

Altertavlen har øverst et felt med Korstelsen. Nedenfor Nadverens indstiftelse, omgivet af træskærerarbejde og tavler med centrale skriftsteder. Døbefonten er stor i forhold til kirken med rundbuet ornamentering. Dåbsfadet er messing med motivaf Mariæ Bebudelse. Prædikestol er prydet med træskærerarbejde, ovenover en himmel af nyere dato.

En degnestol bærer årstallene: 1589, 1605, 1616, 1645. På en kirkebænk i højre side er skåret: PER ANDERSEN I TAREM LOD DES STOL GJØR. På en kirkebænk i venstre side er skåret: Maren Pers og Kiersten Sørens Anno 1578. Kirkebænkene er således meget gamle. På flere stolegavle er udskårne figurer.

Kirkeklokken har ingen indskrift. Altersølvet er skænket af amtsmand Selio Müller til Lønborggård, hvis navn og våbenskjold er påsat med årstallet 1729.

I 1766 har Egvad kirke haft et jordliggende på 2 tdr. Hartkorn i Tarm og en eng i Oksby. I 1673 solgte kongen kirken til Henrik Müller til Lønborggård.

Kilder: Historiske efterretninger om Egvad sogn, samlet af Palle Fløe og O. Nielsen
og Dansk præste- og sognehistorie af Paul Nedergaard bd. IX B side 657