Pilgrimsvandring omkring Ådum 2017

Pilgrimsvandring omkring Ådum 2017

Den årlige pilgrimsvandring for de fem sogne i Tarm pastorat foregik i søndags  i Ådum med 70 - 80 deltagere.
Pilgrimsudvalget forestod gudstjenesten sammen med sognepræst Hans Petur Kirkegaard, som i sin prædiken understregede, at vi i vores vandring kan føle tryghed ved at være omsluttet af Guds nåde.

Dagens overraskelse var postludiet, som organist Anne Kirk Larsen spillede på sin harmonika. Stor applaus var der til ”Den glade Vandrer kaldes jeg” og andre opmuntrende melodier.

Morgenkaffe på Lille Mølle
Så gik deltagerne ad stier, forbi kælkebakke, gennem små lunde og langs vandløb til ”Lille Mølle”, hvor der hos Krista og Poul Erik Poulsen var morgenkaffe og brød. Herefter blev der fortalt om møllens tidligere funktioner, og turen fortsatte over marker og fenner forbi Lille Møllens sidste initiativ med shelters til til overnatning.

Videre mod nord var strækningen ret øde. Kun fugle og dyr var at se, så nogle spurgte, om det var det såkaldte”Sibirien”. I det dejlige vejr nød deltagerne ruten, som var vel tilrettelagt. Græsset på stierne var klippet, og gåspor igennem kornmarker gjorde turen let at gå. Herude på Erik Storbjergs marker blev der tilbudt køligt vand og små rosinpakker, inden ruten gik mod vest forbi vindmøllerne og op til Kulsøerne. Her fortalte Charles Pedersen levende om kuludvinding i årene 1950-56, hvor man fravristede undergrunden dens rigdom til gavn for elproduktion på Vestkraft.

Turen sluttede i kirken med gode ord om vandring og oplevelser.
Herefter var der bare at nyde den dejlige suppe fra Bechs Hotel, som Ådum menighedsråd serverede i Hjemmets lokaler.