Tarm Kirke

Tarm Kirke er en ung kirke. Det hænger sammen med at Tarm siden middelalderen har hørt under Egvad Kirke, der ligger 2-3 km øst for Tarm.

Første notat om behov for en kirke i Tarm har vi fra 1904, hvor en gruppe af byens borgere tog initiativet til, at Tarm skulle have sin egen kirke.

Der blev startet en indsamling i Tarm til en startkapital. Efter indsamlingen kunne man i 1906 fremvise et tilsagn om 12.000 kr. fra byens borgere.

Arkitekt Vilhelm Ahlmann fik til opgave at tegne en kirke med ca. 200 siddepladser og til en pris på ikke over 30.000 kr.

Projektet skulle godkendes af  kirke- og  kulturministeriet, der ikke kunne anbefale en kirke, der i så ringe grad tilfredsstiller de kunstneriske krav!

Statens bygningsinspektør foreslog at kontakte en velegnet arkitekt og nævnte en række navne, bl.a. også Vilhelm Ahlmann, der allerede havde tegnet kirken!

Så fik man den første kirkesag i Tarm, for nu var der uenighed om placeringen. Der kom fire forslag på bordet, og det endte med at man enedes om, at kirken skulle ligge højt, og fik dermed den nuværende placering.

Efter 5-6 års forhandling gik ansøgningen om byggelån og tilladelse til kirkebyggeriet igennem den 12.7.1911 og 3. Søndag i advent den 15. December 1912 kunne Tarm Kirke indvies.

Restaurering og udvidelse 1965-67

Med en øget befolkningstilvækst til godt 3.500 indbyggere i 1960’erne var der behov for en udvidelse af kirken.

I samarbejde med arkitekterne Aksel Skov og Aage Kristensen, Århus besluttede menighedsrådet sig for at ændre den oprindelige kirke fra at være et langhus med tårn i vest med en udvidelse, bestående af et nyt korrum hævet tre trin over det oprindelige gulvniveau og med krypt til konfirmandundervisning og mødevirksomhed m.v.

Samtidig blev skibet udvidet med korsarmede sideskibe, der ud over ekstra stolepladser også kunne rumme præsteværelse og anretterværelse for kirketjeneren.

I forbindelse med våbenhuset blev der i sydsiden etableret dåbsrum, og i den nordlige side af våbenhuset blev der plads til et toilet.